Lavkalorie fedtstof
Fedt er vigtigt som smagsgiver til fødevarer og samtidig en væsentlig kaloriegiver. Da overvægt udgør et stadigt voksende problem, søges der ihærdigt efter alternativer til almindeligt fedt. Typisk prioriterer forbrugerne stadig smagen af et produkt over dets sundhedsprofil og her støder fødevareindustrien på det problem, at fedterstattere ikke har fedtets smagsmæssige kvaliteter og ikke kan bære de smagskomponenter, der findes opløst i fedt - et problem, der kan afhjælpes med salatrim, fordi produktet er et reelt fedtstof men med færre kalorier.
Salatrim sælges under varemærket BENEFAT®. Produktet er beregnet til voksne, som ønsker at nyde kager og konfekture uden at skulle tage de vanlige vægthensyn. Produktet indeholder heller ikke de transfedtsyrer, der gennem lovgivningen søges reduceret mest muligt.
EU godkendt For nyligt opnåede salatrim godkendelse hos EU-myndighederne som en ny levnedsmiddelingrediens til bageri- og konfektureindustrien til produkter rettet mod voksne. Efter blandt andet at have været markedsført på det amerikanske marked i en årrække, åbnes der dermed op for, at produktet nu også kan tilbydes de europæiske forbrugere. Fedtstoffet giver kun 6 kilokalorier per gram, hvor traditionelt fedt giver 9 kilokalorier per gram dvs. en energireduktion på en tredjedel.
Men hvorfor ikke bare tage alt fedtet ud af produkterne, hvis man gerne vil holde vægten? Mennesker kan ikke overleve på en kost helt uden fedt, da der findes nogle essentielle fedtsyrer, ligesom tilførsel af fedtopløselige vitaminer er nødvendig. Fedt er ydermere med til at give fødevaren tekstur og smag. Et lavkalorie fedtstof giver velsmagende fødevarer, hvor en del kalorier, men ikke fedt, er trukket ud af produktet
|
|